VIPRIS forskning
Forskningsprojekter
v. ph.d.-studerende Cecilie Marie Schmidt Thøgersen
Gennem et mixed methods design undersøger dette forskningsprojekt effekten af psykologisk rehabilitering i tillæg til den eksisterende rehabilitering på Neurocenter Østerskoven målt på depression, angst, livskvalitet, agency & selvmedfølelse. Psykologisk rehabilitering forstås i projektet som tre dele: 1) En tilgang til at forstå mennesker med hjerneskade ud fra en psykologisk dimension i tillæg til en neurologisk. 2) At inddragelse af indefra-perspektivet fra borgere selv inkluderes og 3) Den direkte psykologiske intervention hos borgere jf. BackUp® programmet. I tillæg undersøges hvordan oplever personer med erhvervet hjerneskadeinterventionen? De to spørgsmål besvares gennem projektet ved afprøvning af en manualbaseret rehabiliteringspsykologisk intervention, BackUp®, samt teoretisk integration.
Projekt PSoReKo: Styrkelse af traumatiserede flygtninges daglige aktivitet og sociale deltagelse gennem udvikling af fysioterapeuters PsykoSociale praksis og RehabiliteringsKompetencer; et praksisbaseret samskabelsesprojekter
PSoReKo er et samskabelsesprojekt, som søger at udvikle og teste IMACC-samtalen, en systematisk psykosocial rehabiliteringssamtale baseret på en teori om den biopsykosociale forandringsproces efter livsændrende begivenheder (the Integrative Model of Adjustment to Continuous Challenges, IMACC). IMACC-samtalen skal bruges af fysioterapeuterne i Rehabiliteringscenter for Flygtninge (RCF), som et tiltag sideløbende med den traumebehandling centeret tilbyder flygtninge.
Traumatiserede flygtninge har typisk en større psykosocial omstillingsudfordring end de fleste; næsten alt, hvad de kendte i deres tidligere liv, er tabt, og opgaven med at skabe sig et nyt liv i Danmark kan føles uoverskuelig, når man samtidig kæmper med traumesymptomer. Rehabiliteringsindsatsen i RCF har hidtil koncentreret sig om traumebehandling og mindre om de bredere psykosociale omstillingsudfordringer, som flygtninge i behandling står overfor i deres hverdag. Et fokus på den psykosociale omstillingsproces med henblik på styrkelse af aktivitet og social deltagelse i hverdagen antages at kunne supplere traumebehandlingen og skabe større sammenhæng for personen, både mellem livet før og nu, og mellem behandling og hverdag.
Projektet ledes af Chalotte Glintborg, Lektor og leder af Klinik for Handicap og Rehabiliteringspsykologi, Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet.
Daglige tovholdere på projektet er videnskabelig assistent og psykolog Lis Dreijer Hammond, og fysioterapeut Christian Karlsen Hansen.
Forskningsstuderende
Mange oplever efter at have fået en skade på hjernen at være alene om deres oplevelser, tanker og svære følelser. Det kan derfor være givende at få mulighed for at deltage i et psykoterapeutisk gruppeforløb, hvor der netop kan arbejdes med noget af det som er svært. Tidligere forskning i ViPRIS peger netop på at personer på Neurocenter Østerskoven oplever det at deltage i et terapeutisk gruppeforløb, som særdeles godt, idet det giver mulighed for at kunne lære at fra hinanden og dele erfaringer. I et forskningsstudie som løber i hele 2021, skal Christina Thea Frankø Roe, undersøge nærmere hvordan det opleves at deltage i gruppeforløbet, SamtaleCafe, under rehabiliteringsopholdet på NCØ.
Når en person rammes af en skade på hjernen, påvirker det ikke kun den enkelte, men hele familien. Derfor er det i en helhedsorienteret rehabilitering vigtigt at have et fokus på ikke bare den ramte, men også dennes pårørende. I dette projekt tilbydes en rehabiliteringspsykologisk intervention rettet mod par, hvor den ene part er ramt af en erhvervet hjerneskade. De terapeutiske samtaler tager afsæt i et dyadisk perspektiv og forestås af en psykolog alene eller sammen med en musikterapeut. Forskningsprojektet undersøger pars oplevelse af at modtage terapeutiske samtaler i forbindelse med en helhedsorienteret rehabilitering på et døgnbaseret rehabiliteringstilbud i fase 3.